Vælg lange obligationer selvom renten sandsynligvis stiger
Renterne i Danmark er fortsat meget lave og kun en anelse højere
end da den europæiske gældskrise rasede med risiko for at rive
eurosamarbejdet fra hinanden.
Det lave renteniveau gør det nærliggende at forvente en stigende
rente de kommende år. Med sådanne forventninger er det lige så
nærliggende at investere i obligationer med kortere løbetid end
normalt for dermed at reducere eventuelle kurstab som følge af de
stigende renter.
Spørgsmålet er imidlertid om det er den rigtige konklusion
specielt for en investor, der investerer i både aktier og
obligationer.
Valget mellem korte og lange obligationer bør ikke alene ske ud
fra det forventede afkast på de to typer af obligationer, men også
ud fra påvirkningen af den samlede porteføljes risiko og
afkastmuligheder:
- De lange obligationer er begunstiget af et højere løbende
afkast plus et "rul på rentekurven", der til dels kan kompensere
for stigende renter.
- Renterne forventes kun at stige langsomt de kommende år, da de
nuværende renter stort set afspejler de aktuelle økonomiske
forhold, der kun langsomt vil blive forbedret.
- Lange obligationer vil sandsynligvis være en bedre beskyttelse
end korte obligationer i tilfælde af et nyt krak eller større
korrektion på aktiemarkedet. Porteføljeeffekten er således bedre på
lange obligationer.
Skandia Asset Management mener, at investorer med både aktier og
obligationer i porteføljen skal være forsigtige med at reducere
deres rentefølsomhed alt for voldsomt. Obligationer med en varighed
på 5-6 år er mere attraktive i en balanceret portefølje end helt
korte obligationer.
> Læs den fulde rapport